28 mai
Langs med Østersjøen
Som forpost ut mot syd
Ligger Falsterøen
I forårsdraktens pryd
Smukt langs nakne kysten
Har Kortzelike skove
Tatt opp den harde dysten
Å trosse havets vove
Gitt ly for små idyller
Hvis make neppe fins
Ja stedets prakt vi hyller
Og folket vil vi mins
Vi kom fra harde fjellet
Med småskog og med kratt
Til hine bakkehellet
Med skog i stort format
Hva hjemme titt vi søkte
Og lette alle vegne
Det fant vi på vår reise
I Danmarks skjønne enge
Den Salige
Welhaven
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa mit Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.
Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.
Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.
Og da kom du fra de stille Lande,
og den lange Sørgenat blev klar,
klar ved Skinnet om din rene Pande
og ved Straalen, som dit Øie har;
og paany din Salighed er over
mine Drømme som et Lysets Bad,
og jeg hører atter hvad du lover,
at vi aldrig mer skal skilles ad.
Å for lykke jeg eier!
En rikdom som byder mig alt
En edlere makt som opveier
det tyngste når motet falt
Det er mitt hjem - min far og mor
det beste som jeg har på jord
Mitt hjem ei hegnes av syren
ei heller rosenhekk
Men dog hver kvist er gyllen gren
hvor skygger svinner vekk
Der gjemmes minners fagre skatt
hvor jeg mtit første trin har tatt
Der vet jeg at jeg hører til
om livet byr mig smerte
Ved skogens bryn med fuglespill
Der lever helt mitt hjerte
Mitt hjem - mitt alltid skjønne hjem
vil lyse freden med mig frem
E.H
Solnedgang
Det spredes mer og mer det dunkle graa
milt aftensolen ser paa grønne stranda
Havfladen samler op det smukke blaa
som svømmmed Himlen paa de stille vande
Hvor deilig skinner Vesten over muld
Det er som Himlen hist i aften stille
opsomled i sit skjød alt jorden guld
at ei det skulde brødres hjerter skille
Fred mellem mennesker Guds fred paa jord
hans dug paa hver uskyldig blomst her nede
du gylne sol som daler mild og stor
O del ei over nogen broders vrede
Ungdomstid er haabets mai
Skjønn er livets sommer
Bygg paa Gud og frykt saa ei
Stormene som kommer
Strid for sandhet og for rett
De skal eie kraften
Da er hjertet ungt og lett
Enn i livets aften
1944
Du milde hvor himlen var deilig ikveld
med soltændte jordfjerne stjerner besat
og kveldsrøden glimred om dagens farvel
og land, fler land ankred ind i en nat
Ja, land efter land seiler ind i sin fred
fra soldagens byrde og hede og brand
Men solen der lød som denne top gik ned
den gaar ikkun op i et fjernere land
Det blinker i blomster og morgenrød dug
saa øde vor sol med sin morgen kan naa
mens vi har de soltændte jordfjerne fnug
nu svingende dypt i vort nattige blaa
Nils Collett Vogt
Var jeg blot en gran i skogen
Det er alt blit sent paa høsten.
Luften dirrer ikke mer.
Isblaa staar den nu og ser
paa de søileslanke birke,
der lik gule altarblus
yser op i skogens kirke.
Naar saa vinterstormen kommer
- hele skogen farer sammen,
og de gule altarlys
slukkes ut ved første gys,
blade fyker om som gnister,
luften blekner, sneen falder, -
er det kun de høie graner,
der lik store, sorte faner
suser gjennem skogens haller.
Og da driver jeg i skogen,
og jeg hører vinden sukke,
slite i de gamle toppe,
tute om det svarte fjeld,
som staar like steilt deroppe.
Og jeg tænker med mig selv:
Du er intet skillingslys,
som det første gufs skal slukke!
Var jeg blot en gran i skogen,
som, vaar vinterstormen kommer
- luften blekner, sneen falder -
suser gjennem skogens haller
lik en vidt utslagen fane,
til det grønnes nærste sommer!
Ak hvor og saa kjæk
som en bæk
mellem blomsternes flok
glimter øets blink
fornøiet flink
bag rødbrune bæk
hendes røst er min trøst
midt i sorgenes nat
all den herlighed og kjær
er min søde skat
Det rødmer saa vakkert
der nede i vest
det glitrer lig purpur i guld
Naturen er høistemd
som var det til fest
det lyser paa gravsøde muld
Det visker det visker saa blødt
gjennem skog og vang
om helligdag stilhed
ved solnedgang
om storme som stilned
i aftenes fred
da solen i guldglans
gik ned
Vinden vifter
løvet skjælver
Træet drysser fin og dun
Og den klare himmel hvælver over os
et Blaat paulun
Gjennem luftens milde strømme
Synker varmen seg ned
Og naturen som i drømme
Er fordybet i sin fred
Lad os lytte! Hør de synge
Sangen gjennem løvet naar
Søndagskledt en munter klynge
Nede fjernt paa veien gaar
Helligdagen varle henter
Byens folk til skovens hjem
Og i søndagsklæder venter
eng og mark og skov paa dem
Las os lytte! hør de synger
Nu glider Baaten
mot Skjærgaardsøen,
en Ø i Havet
med grønne Strande.
Her lever blomster
for ingens Øine,
de staar saa frememd
og ser mig lande.
Mit Hjærte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som Øen eier.
De taler sammen
og hvisker sælsomt,
som Børn de møtes
og ler og neier.
Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvit Spiræa
engang at finde.
Jeg kjenner Duften
igjen fra fordum,
jeg skjælver midt i
et gammelt Minde.
Mit Øie lukkes,
en fjærn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tætner Natten
ind over Øen
og Havet buldrer
Nirvanas Bulder.
Knut Hamsun