28 mai

Langs med Østersjøen

Som forpost ut mot syd

Ligger Falsterøen

I forårsdraktens pryd

Smukt langs nakne kysten

Har Kortzelike skove

Tatt opp den harde dysten

Å trosse havets vove

Gitt ly for små idyller

Hvis make neppe fins

 

Ja stedets prakt vi hyller

Og folket vil vi mins

Vi kom fra harde fjellet

Med småskog og med kratt

 

Til hine bakkehellet

Med skog i stort format

Hva hjemme titt vi søkte

Og lette alle vegne

Det fant vi på vår reise

I Danmarks skjønne enge

  

Den Salige

Welhaven

 

O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte af min Vaardrøm frem;
ingen Kval kan falde paa mit Hjerte
tungt som den, du klaged i min Favn.

O, du Salige, i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.

Alt er følt, fuldkommet og erindret,
Alt fornyes evig i mit Sind;
mildt og ømt har Sorgen, der er lindret,
spredet Mindets Fred om mine Trin.

Sorgen vaaged hvor din Aske blunder,
og den vandred gjennem Ørkner hen,
og tilsidst, ved Kjerlighedens Under,
fik jeg dig du Salige igjen.

Og da kom du fra de stille Lande,
og den lange Sørgenat blev klar,
klar ved Skinnet om din rene Pande
og ved Straalen, som dit Øie har;
og paany din Salighed er over
mine Drømme som et Lysets Bad,
og jeg hører atter hvad du lover,
at vi aldrig mer skal skilles ad.

Å for lykke jeg eier!

En rikdom som byder mig alt

En edlere makt som opveier

det tyngste når motet falt

Det er mitt hjem - min far og mor

det beste som jeg har på jord

Mitt hjem ei hegnes av syren

ei heller rosenhekk

Men dog hver kvist er gyllen gren

hvor skygger svinner vekk

Der gjemmes minners fagre skatt

hvor jeg mtit første trin har tatt

Der vet jeg at jeg hører til 

om livet byr mig smerte

Ved skogens bryn med fuglespill

Der lever helt mitt hjerte

Mitt hjem - mitt alltid skjønne hjem

vil lyse freden med mig frem

E.H

Solnedgang

Det spredes mer og mer det dunkle graa

milt aftensolen ser paa grønne stranda

Havfladen samler op det smukke blaa

som svømmmed Himlen paa de stille vande

Hvor deilig skinner Vesten over muld

Det er som Himlen hist i aften stille

opsomled i sit skjød alt jorden guld

at ei det skulde brødres hjerter skille

Fred mellem mennesker Guds fred paa jord

hans dug paa hver uskyldig blomst her nede

du gylne sol som daler mild og stor

O del ei over nogen broders vrede

Ungdomstid er haabets mai

Skjønn er livets sommer

Bygg paa Gud og frykt saa ei

Stormene som kommer

Strid for sandhet og for rett

De skal eie kraften

Da er hjertet ungt og lett

Enn i livets aften

1944

Du milde hvor himlen var deilig ikveld

med soltændte jordfjerne stjerner besat

og kveldsrøden glimred om dagens farvel

og land, fler land ankred ind i en nat

Ja, land efter land seiler ind i sin fred

fra soldagens byrde og hede og brand

Men solen der lød som denne top gik ned

den gaar ikkun op i et fjernere land

Det blinker i blomster og morgenrød dug

saa øde vor sol med sin morgen kan naa

mens vi har de soltændte jordfjerne fnug

nu svingende dypt i vort nattige blaa

Nils Collett Vogt

Var jeg blot en gran i skogen

 

Det er alt blit sent paa høsten.
Luften dirrer ikke mer.
Isblaa staar den nu og ser
paa de søileslanke birke,
der lik gule altarblus
yser op i skogens kirke.

Naar saa vinterstormen kommer
- hele skogen farer sammen,
og de gule altarlys
slukkes ut ved første gys,
blade fyker om som gnister,
luften blekner, sneen falder, -
er det kun de høie graner,
der lik store, sorte faner
suser gjennem skogens haller.

Og da driver jeg i skogen,
og jeg hører vinden sukke,
slite i de gamle toppe,
tute om det svarte fjeld,
som staar like steilt deroppe.
Og jeg tænker med mig selv:
Du er intet skillingslys,
som det første gufs skal slukke!

Var jeg blot en gran i skogen,
som, vaar vinterstormen kommer
- luften blekner, sneen falder -
suser gjennem skogens haller
lik en vidt utslagen fane,
til det grønnes nærste sommer!

Ak hvor og saa kjæk

som en bæk

mellem blomsternes flok

glimter øets blink

fornøiet flink

bag rødbrune bæk

hendes røst er min trøst

midt i sorgenes nat

all den herlighed og kjær

er min søde skat

Det rødmer saa vakkert

der nede i vest

det glitrer lig purpur i guld

Naturen er høistemd 

som var det til fest

det lyser paa gravsøde muld

Det visker det visker saa blødt

gjennem skog og vang

om helligdag stilhed

ved solnedgang

om storme som stilned

i aftenes fred

da solen i guldglans

gik ned

Vinden vifter

løvet skjælver

Træet drysser fin og dun

Og den klare himmel hvælver over os

et Blaat paulun

Gjennem luftens milde strømme

Synker varmen seg ned

Og naturen som i drømme

Er fordybet i sin fred

Lad os lytte! Hør de synge

Sangen gjennem løvet naar

Søndagskledt en munter klynge

Nede fjernt paa veien gaar

 

Helligdagen varle henter

Byens folk til skovens hjem

Og i søndagsklæder venter

eng og mark og skov paa dem

Las os lytte! hør de synger

Nu glider Baaten
mot Skjærgaardsøen,
en Ø i Havet
med grønne Strande.
Her lever blomster
for ingens Øine,
de staar saa frememd
og ser mig lande.

Mit Hjærte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som Øen eier.
De taler sammen
og hvisker sælsomt,
som Børn de møtes
og ler og neier.

Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvit Spiræa
engang at finde.
Jeg kjenner Duften
igjen fra fordum,
jeg skjælver midt i
et gammelt Minde.

Mit Øie lukkes,
en fjærn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tætner Natten
ind over Øen
og Havet buldrer
Nirvanas Bulder.

 

Knut Hamsun